Augustenborgspejderne er en velfungerende spejdergruppe med et stabilt medlemstal. Vi har vores eget spejderhus, en sund økonomi og mange voksne leder til at give spejderne nogle gode spejderoplevelser.
Gruppen startede i 1935, som en ren drengespejdertrop, men siden Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps blev slået sammen, har gruppens medlemmer været en blanding af piger og drenge. Vi er ca. 75 børn og voksne i Augustenborg. Spejderne er mellem 3 og 23 år, fordelt på seks aldersgrupper.
Gruppen er en del af en Det Danske Spejderkorps, der i dag har 26.000 medlemmer fordelt på 450 grupper og 35 divisioner. Det betyder at vi er den del af en større forening. Det Danske Spejderkorps støtter gruppen med vedtægter, konsulentbistand, administrative systemer, kurser for børn og voksne og masser af inspiration og aktivitetsmaterialer til brug i det daglige spejderarbejde.
Det Danske Spejderkorps’ grupper i Aabenraa og Sønderborg kommune, herunder Augustenborg, er samlet i Dybbøl Division. Her mødes spejdere og ledere til fælles arrangementer, turneringer og kurser.
På vores årlige generalforsamling, vælger vi repræsentanter til at repræsentere gruppen både i Dybbøl Division og Det Danske Spejderkorps. Når man er medlem i Det Danske Spejderkorps så bliver man ”myndig” som 15 årige, og får mulighed for at deltage i beslutninger, bestyrelsesarbejdet og deltage som repræsentant for gruppen.
VÆRDIER I SPEJDERARBEJDET
Det overordnede mål i Det Danske Spejderkorps er således:
Det Danske Spejderkorps har til formål at udvikle børn og unge til vågne, selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det danske samfund og ude i verden. Korpset og de enkelte afdelinger tager ikke stilling i partipolitiske anliggender. Derimod forventes det, at korpsets voksne medlemmer personligt tager stilling i samfundsmæssige, etiske og religiøse spørgsmål.
I det daglige arbejde hos Augustenborgspejderne tager vi udgangspunkt i Spejderloven, men lægger samtidig stor vægt på Kammeratskab, Ansvar, Friluftsliv, Sjov og Udfordringer. Målet er at børnene får udvidet deres grænser for hvad de tror de kan, få dem til at finde ud af hvad de selv er gode til og hvor de kan hjælpe deres kammerater. Målet er ligeledes at lære dem at være en god kammerat og opleve at man i en gruppe kan nå længere end man kan alene.
SPEJDERLOVEN
Spejderloven er 7 let forståelige sætninger som børnene let kan forholde sig til. Vi prøver at gør disse 7 ting synlige i de aktiviteter vi har.
Den, der er med i spejdernes fællesskab, gør sit bedste for:
- At finde sin egen tro og have respekt for andres
- At værne om naturen
- At være en god kammerat
- At være hensynsfuld og hjælpe andre
- At være til at stole på
- At høre andres meninger og danne sine egne
- At tage medansvar i familie og samfund