Gå til hovedindhold
Hjem

Top menu

  • Leder-login
  • Artikler
  • Medlemsservice

Main navigation

  • Til forældre
  • Spejdere
    • Familiespejder (3-6 år)
    • Mikrospejder (6-8 år)
    • Minispejder (8-10 år)
    • Juniorspejder (10-12 år)
    • Tropspejder (12-16 år)
    • Klanspejder (17-23 år)
  • Kalender
  • Information
    • Om gruppen
    • Kontakt
    • Bestyrelsen
    • Politikker
    • Uniformvejledning
  • Bliv leder
  • Leder-login
  • Artikler
  • Medlemsservice
  • Bliv spejder

Til forældre

Hvorfor skal dit barn være spejder 

Spejder er store oplevelser, personlig udvikling, fællesskab, sug i maven, sved på panden og selvtillid til resten af livet. 

Friluftsliv er rammen om vores aktiviteter og vi mødes udendørs året rundt. Naturen er vores madplads, soveplads og legeplads. Der er højt til loftet og udfordringer til alle. 

Vi lærer ved at gøre. Vi finder løsninger på udfordringer og opgaver sammen med vores kammerater. Vi lærer at bruge GPS og kort mens vi finder vej – eller farer vild... - og vi deltager i at sætte telt op, lave mad og vaske op på tur. Vi prøver os frem og lærer af det. 

Vi samarbejder og tager ansvar for os selv og hinanden. Det handler om, hvad vi kan sammen.

Vi bliver udfordret og finder ud af, at vi kan mere end vi tror. Vi støtter og hjælper hinanden og vi bliver vejledt af voksne til at tage ansvar for os selv og fællesskabet. 

 

Sådan er vi organiseret

Hver spejder hører til i en gren, som er inddelt efter klassetrin/alder. Vores grene er familiespejder, mikro, mini, junior, trop og klan. Se mere om de enkelte grene på forsiden. 

Augustenborgspejderne er en del af Det Danske Spejderkorps (DDS), som har ca. 36.000 medlemmer fordelt på ca. 400 grupper på landsplan. Grupperne i Det Danske Spejderkorps er inddelt i divisioner, hvor Augustenborgspejderne er en del af Dybbøl Division. Den svarer geografisk nogenlunde til Sønderborg kommune. 

 

Aktiviteter på flere niveauer

Som spejder i Augustenborgspejderne deltager man i aktiviteter, ture og lejre:

  1. med sin egen gren/aldersgruppe i Augustenborg
  2. sammen med de andre i spejdere i Augustenborgspejderne
  3. sammen med de andre spejdere i divisionen, som består af alle Det Danske Spejderkorps´ grupper i Sønderborg kommune samt enkelte andre.  

Alle aktiviteter kan ses i kalenderen på hjemmesiden.

Familiespejderne kører deres eget program og mødes hver anden søndag.  

De øvrige grene mødes hver især på et fast tidspunkt 3-4 gange om måneden. 

Den første lørdag i hver måned fra september til april er der spejder for alle (undtaget familiespejdere) kl. 10-13. Her laver vi ofte aktiviteter på tværs af aldersgrupper. Så lærer de yngre af de ældre og der udvikles et trygt fællesskab, hvor man tager ansvar i forhold til alder og erfaring.

Der er normalt ikke spejder i de enkelte grene i ugen efter, at der har været lørdagsspejder eller tur i weekenden – brug kalenderen på hjemmesiden. 

 

Værdier og metoder 

Spejder er et værdibaseret fællesskab hvor vi arbejder i overensstemmelse med Det Danske Spejderkorps´ formål og bruger spejdermetoden til at udvikle børn og unge.

Formål: 

”Det Danske Spejderkorps har til formål at udvikle børn og unge til vågne og selvstændige mennesker, der er villige til efter bedste evne at påtage sig et medmenneskeligt ansvar i det danske samfund og ude i verden.

Kodeordene her er: ”udvikling til selvstændighed” og ”ansvar” som vi altid overvejer, når vi planlægger og evaluerer aktiviteter, ture og lejre.

Metode:

Når vi skaber aktiviteter og oplevelser tager vi udgangspunkt i spejdermetoden. Den består af syv lige vigtige elementer, som tilsammen understøtter, at den enkelte spejder udvikler sig i overensstemmelse med formålet 

  1. Spejderlov og -løfte
    Vi har et fælles værdisæt og gør vores bedste for at leve efter det.
  2. Patruljer
    Vi løser opgaver og udfordringer i små selvstændige fællesskaber.
  3. Learning by doing
    Vi eksperimenterer og handler for gennem oplevelser og refleksion at lære nyt.
  4. Samfundsengagement
    Vi forholder os til vores omverden og er i levende samspil med den.
  5. Medbestemmelse
    Vi har alle mulighed for indflydelse på og ansvar for aktiviteter og oplevelser.
  6. Friluftsliv
    Vi lever, leger og lærer i naturen, hvor vi er stille, vilde og nysgerrige.
  7. Personlig udvikling
    Vi udfordrer os selv og hinanden, så vores indsats fører til udvikling.

 

Spejderloven 

Den, der er med i spejdernes fællesskab, gør sit bedste for

  • at finde sin egen tro og have respekt for andres
  • at værne om naturen
  • at være en god kammerat
  • at være hensynsfuld og hjælpe andre
  • at være til at stole på
  • at høre andres meninger og danne sine egne
  • at tage medansvar i familie og samfund

 

Spejderløftet

Jeg lover at holde spejderloven.

 

Link til folder: velkommen som spejder

 

Ledere og bestyrelse

Spejderlederne er frivillige, som ulønnet investerer deres fritid i børn og unge, fordi de kan lide at se dem udvikle sig. Lederne mødes også for at sikre en rød tråd og udvikling og fordi der også blandt lederne er et godt fællesskab. 

Man kan være leder på flere måder: 

  • som leder i en gren, hvor der laves aktiviteter hver uge, 
  • som lørdagsleder, hvor man planlægger lørdagsspejder og gruppens fælles ture og lejre
  • som deltager i planlægningen af enkelte arrangementer

  Link til bliv leder

Bestyrelsen består af forældrerepræsentanter. De sørger for at rammerne om spejderarbejdet er i orden (herunder hytte, indtægtsgivende aktiviteter, administration mv.), så lederne kan koncentrere sig om at lave gode aktiviteter med børnene. 

Bestyrelsen har plads til 10 medlemmer og mødes ca. 6 gange årligt. Vi løfter i flok og fordeler opgaverne ud fra medlemmernes kompetencer og tid.

Der er pt. enkelte åbne pladser i bestyrelsen, så har du lyst til at give en hånd med, så kontakt bestyrelsens forperson. 

Find kontaktinfo på spejderlederne/bestyrelsen her.

 

Forælder til en spejder

Jeres handlinger som forældre har stor betydning for jeres barns udbytte af spejderarbejdet. I støtter op ved at give barnet lov til at gøre ting selv og ved at undlade at dele jeres eventuelle bekymringer med barnet. Er I bekymrede, så tal med lederne om det. 

I kan trygt regne med, at lederne gør, hvad de kan, for at barnet får oplevelser, som de vokser af. Ingen vokser af nederlag. Nogle vokser ved at blive kastet ud i opgaver, som de ikke tror de kan klare og andre skal tage små sikre skridt. Det er ledernes opgave og kompetence.

Når det kommer til påklædning, må I til gengæld gerne sætte den voksnes erfaringer i spil og hjælpe med at barnet er påklædt efter vejret og bruger pakkelisten, når vi skal på tur. Der skal hverken mere eller mindre med end anbefalet.

 

Forældreopgaver

Rengøring i hytten er en opgave som går på skift mellem alle forældre, der ikke er ledere eller bestyrelse. Det betyder at man har rengøring maksimalt én gang om året. 

Ligeledes forventer vi, at alle hjælper til, når vi kommer hjem fra lejr. I heldigste fald skal der bare pakkes ud, men det sker også, at der skal hænges til tørre, skrubbes og skures så alt er klar til næste eventyr.

Herudover er vores princip, at vi deltager i det frivillige arbejde efter tid og overskud. Den forventning har vi også til forældre, når vi beder om jeres hjælp til afgrænsede opgaver.

Det er f.eks: 

  • Hjælp relateret til vores aktiviteter, f.eks. kørsel, madlavning til et arrangement eller vedligeholdelse af hytten
  • Hjælp til pengegivende aktiviteter, som er helt afgørende for at kontingentet kan holdes, så de fleste kan være med. Vi har ca. 3 pengegivende aktiviteter om året og vi vurderer nøje om indsatsen står mål med udbyttet. 

Vi giver besked, når der er brug for hjælp og sætter pris på ethvert bidrag. 

Når vi løfter i flok, så skal vi ikke løfte så meget hver især…

 

 

Kontakt

Augustenborgspejderne
Elmevej 5
6440 Augustenborg
Danmark

Følg os på

Læs vores cookiepolitik her

En del af

Det Danske Spejderkorps logo